Agri Bavnehøj & Strandkær

Få vidunderlige naturoplevelser på denne natur- og vandretur med Natur Mols i Mols Bjerge. Her finder vi nogle helt unikke landskaber og fantastiske naturområder.

På turen fortælles om den enestående natur som er karakteristisk for området med de åbne naturområder som overdrev og hede, egekrattet og de dybe mørke skove, om områdets biodiversitet, istidslandskabets udformning og om de mange tydelige kulturhistoriske spor i landskabet som gravhøje og agerbrug.

Vi får nogle betagende udsigter fra de mange toppe i Mols Bjerges bakkede landskab med Agri Bavnehøj (137 m) som det højeste.

Vi starter ved Agri Bavnehøj P-plads (nær landsbyen Agri) og vandrer 8-9 km. Vi vil gå på dele af Bjergetapen på Mols Bjerge Stien og på mindre kendte stier i Nationalpark Mols Bjerge. Foruden Agri Bavnehøj kommer vi forbi Øvre Strandkær, Skovbjerg og Tremosegård inden turen går retur til Agri.

Turen er ret kuperet, men vi går i et roligt og hyggeligt tempo med flere stop/pauser undervejs for at nyde udsigten, naturen og selskabet. Vi holder en længere pause ved frokosttid.

Mødested: P-plads ved Agri Bavnehøj, Agri Bavnehøj Vej 5A, 8420 Knebel
Varighed: 4 timer

Frokost: 
Mulighed for tilkøb af frokost (bestilles sammen med tilmeldingen). 

Husk:
Godt fodtøj (fx vandrestøvler), fornuftig beklædning (flere lag som kan tages af og på, inkl. en varm trøje og regntøj).
Medbring vand, snacks, kaffe/the, siddeunderlag.

Turen er ikke egnet for gangbesværede eller klapvogne.
Det er ikke muligt at have hund med.

Turen kan bookes på mail info@naturmols.dk. Kontakt os for pris og flere oplysninger.

Vi kan tilpasse turen helt som I ønsker. Mulighed for at tilvælge frokost, gin-smagning, vin og bobler, varm kakao mv.

Find vores kommende ture “Mols Bjerge 9 km” her.
Og alle vores aktuelle ture her.